Archive for 2017

Børn laver film om Børnekulturfestivalen i Næstved

Fem børn fra Holmegaardskolen afd. Fensmark har lavet denne flotte film om børnekulturfestivalen i Næstved. De har selv filmet og interviewet hele ugen igennem og resultatet er denne lille dokumentarfilm.

Aktiviteter for familier i maj

Kreativ workshop i Børnekulturhuset søndag d. 7. maj

Søndag d. 7. maj. kl. 11.00-14.00 inviteres alle børnefamilier indenfor i Børnekulturhuset på Grønnegade 10. Her skal vi forvandle gamle sko til fantasifulde skulpturer. Din gamle gummistøvle bliver måske til en person, et fly eller et dyr – kun fantasien sætter grænser! Vi arbejder med maling, genbrugsmaterialer, piberensere, mosgummi, fjer og meget mere. Man må gerne medbringe gamle sko hjemmefra, men der er også masser af sjove sko at tage fat på i Børnekulturhuset.
De færdige skoskulpturer kan tages med hjem eller blive hængt op i træerne på Grønnegade Kaserne Kulturcenter. Her vil de pynte flot under Børnekulturfestivalen i uge 20.

 

Fantasifuld eftermiddag for hele familien – sæt kryds i kalenderen torsdag d. 18. maj

I anledning af Børnekulturfestivalen inviteres alle Næstveds børn med deres familier til en fantasifuld eftermiddag torsdag d. 18. maj fra 14.00 – 18.00.

  • På Næstved Bibliotek kan de helt små børn fra 0-3 år opleve sanseudstillingen “Røde Bøger.” Her kan man gå på opdagelse i tre sansetelte hvor lyd, farver og lys får sanserne i spil. Biblioteket stiller pegebøger frem, hvor farven rød indgår.
  • På Axel Torv kan hele familien være kreative sammen. Her skal en helt almindelig bil forvandles til et fantasifuldt fartøj med vinger og flotte dekorationer både på bilen og inden i bilen. Kunstnerduoen Till Junkel og Sine Lewis hjælper til. I uge 21 udstilles den færdigt dekorerede fantasibil på Axel Torv til glæde for hele byen.
  • På Grønnegade Kaserne Kulturcenter kan man gå på digital skattejagt med APP’en WOOP, lege i den gigantiske sandkasse og hjælpe med at bekrige digitale biller med bolde. Der er præmier ved både skattejagten og billebold.
    Vel mødt til en hyggelig eftermiddag med kreative oplevelser for hele familien!

 

 

 

Ny børnekulturkonsulent i Næstved Kommune

Kære alle

Jeg er pr. 1/1 2017 blevet ansat som børnekulturkonsulent i Næstved Kommune og vil bruge et par linjer på at præsentere mig selv.

Jeg er uddannet lærer fra Haslev Seminarium med linjefag i dansk, musik, billedkunst og engelsk. Derudover har jeg en masteruddannelse i børnekultur, æstetiske lærerprocesser og medier fra Syddansk Universitet i Kolding. Udover mangeårig erfaring med undervisning af børn fra 3. -6. klasse i folkeskolen har jeg parallelt hermed arbejdet som pædagogisk konsulent for Copenhagen Phil. Her har jeg de seneste 10 år udviklet undervisningsmaterialer til projektet Musik på tværs, som fokuserer på formidling af klassisk musik til børn fra 0. -6. klasse. Jeg er bosat i Dragør men har rødder tilbage i Næstved fra studietiden og som elev på Næstved Musikskole.

Mine visioner for børnekulturen i Næstved er først at fremmest at bygge videre på det fundament, der allerede er lagt for børns møde med kunst og kultur. Det bliver mit arbejde at fortsætte de gode traditioner som f.eks. børnekulturfestivalen men også at tænke nyt. Samtidig bliver det min opgave at kvalitetssikre de kreative tilbud i børnekulturhuset, samarbejde med kunstnere og sørge for kompetenceudvikling af pædagoger. Jeg ser utrolig meget frem til mine arbejdsopgaver og ikke mindst til at møde dem det hele handler om – nemlig børnene.

Glade hilsner

Katrine Gjesing

IMG_1370

 

 

Næssi-børnehavekoncerter 2017

Det er med stor glæde at daginstitutioner og førskoleordninger i Næstved Kommune, igen i år inviteres til  børnehavekoncerter med Næssi og Ulla Abdullas Coco Bongo Band.

Tidspunkter:

  • Tirsdag d. 14. marts kl. 9.30 og kl. 10.45
  • Onsdag d. 15. marts kl. 9.30 og 10.45

Koncerterne spilles i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Der er plads til ca. 600 børn og voksne ved hver koncert.

Koncerten varer ca. 45 min.

Børnehavekoncerterne er en optakt til Børnekulturfestivalen 2017. Her vil der ligesom ved de tidligere koncerter være uropførelse af en ny Næssisang og samtidig vil børnene møde alle de gamle Næssisange.

Alle Næssisange ligger på Ulla Abdullas hjemmeside www.cocobongoband.dk og på Næssis App.

Tilmeldingsfrist senest tirsdag d. 7. marts

til børnekulturkonsulenten på
kgjes@naestved.dk eller på
tlf. 20 21 15 66

Husk at angive:

  • Institutionens navn, tlf. og e-mail
  • Antal børn og voksne
  • Dag og tidspunkt

Deltagelse er gratis for institutioner i Næstved Kommune.

Mange glade musikhilsner

Katrine Gjesing, børnekulturkonsulent

Næssi Nytårskoncert. 8. januar

Næssi Nytårskoncert. 8. januar

Maskekursus i uge 5 og 6

Indhold: Som optakt til fastelavn og Næstveds kommende maskefestival arrangerer vi et maskekursus med maskekunstnerne Signe Gravlund Thomsen og Brigitte Maack. Forløbet er planlagt således at alle medarbejdere deltager i et forberedende møde mandag d. 30. januar kl. 9.30, hvor Signe og Brigitte giver jer en indføring i maskekunsten, samt hvordan man kan arbejde med masker i en pædagogisk sammenhæng, samtidig får I muligheden for lave jeres egen maske.

Derefter vender I tilbage med jeres børnegruppe/klasse, og her får børnene mulighed for at lave deres egen maske, samt lave en dragt til deres maske.

Målgruppe: Børn fra 4 år og op til 1. klassetrin, sammen med deres voksne. Man kan max. tilmelde sig med 15 børn per hold for børnehavebørn og en klasse for skoleområdet, forløbet varer en dag fra kl. 9.30 til kl. 14.00

Kunstnere: Maskekunstnere Signe Gravlund Thomsen og Brigitte Maack

Tid og sted: Kursusdage med børn fra tirsdag d. 31. januar og frem til fredag d. 10. februar. Man tilmelder sig én kursusdag med børnene, og man forpligter sig til at deltage i kursusdagen d. 30. januar som medarbejder.

Børnekulturhuset, Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Grønnegade 10, 4700 Næstved.

Tilmelding: Husk at I både skal tilmelde jer til mandag d. 30. januar for personalet, samt en dag per gruppe. Tilmelding efter først-til-mølle-princippet. Tilmeldingen sender I til: Christian Ehlers på chehl@naestved.dk med;

  • Dit navn
  • Institution / skole
  • tlf.
  • antal børn og aldersgruppe

Husk: Børnene har praktisk tøj på og medbringer madpakke og drikkevarer.

Vi glæder os til at se jer, og husk at det er gratis at tilmelde sig kurser i Børnekulturhuset.

Forløb for medarbejdere:
Obligatorisk introduktionsdag for de deltagende lærere og pædagoger

  • Masken historisk og pædagogisk kort
  • ”Hands on oplevelse” Hvad sker der når man får masken på
  • Maskefremstilling
  • Kostumefremstilling
  • At give masken liv med bevægelse og fortælling

Lærere og pædagoger føres igennem samme forløb som børnene skal igennem og på egen krop fornemme hvad masken kan i leg, drama og bevægelse.

Forløb for børnene:
Hvad er en maske? Hvem bruger masker? Hør et par fortællinger om masker fra fremmede lande.

  • Maskefremstilling
  • Kostumefremstilling
  • At give masken liv og bevægelse

img_20161007_193126

Glade toner for børnefamilierne

Næssi-Søndagskoncerterne byder på store musikalske oplevelser for de små. Sæsonens fem fantastiske koncerter introducerer børnene til musikkens forunderlige verden, ikke mindst den dragende Nytårskoncert med Næssi og Ulla Abdullas Coco Bongo Band.

Fire nye og en klassiker. Sådan kan programmet for den kommende sæson af Næssi-Søndagskoncerter nemmest beskrives. Dykker man ned i programmet afsløres det at hurtigt at nogle af Danmarks dygtigste musikere kommer til Næstved for at spille for børnene i Musikstalden, og til den traditionsrige Nytårskoncert i Ny Ridehus byder Ulla Abdullas Coco Bongo Band byens førstedrage Næssi op til dans, tant og fjas.

Koncerterne arrangeres i et samarbejde mellem Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Børnekulturhuset, og målet er at give børn i alderen 3-8 år en fantastisk og meget varieret start som koncertgænger. Her er der fokus på at finde de aller bedste band fra Levende Musik i Skolens katalog af koncerter for børnefamilier. Foruden Nytårskoncerten med Næssi byder Næssi-Søndagskoncerterne på et møde mellem jazz og klassisk med De Tre Musikterer den 30. oktober, rap og svedige rim med HipSomHap den 27. november, den 5. marts en dansemygs Odyssé med Cocossa, og Klods Hans i hopla med SaltoMortale den 2. april.

Alle koncerter spilles søndage kl. 11.00. Med undtagelse af Nytårskoncerten i Ny Ridehus spilles der i Musikstalden hvor dørene åbner en halv time før start. Billetter koster kr. 60 for voksne og kr. 40 for børn under 10 år. Billetterne sælges via www.gkkultur.dk, fra billetkontoret eller reserveres på tlf. 558 3950.

Læs mere om koncerterne og find din billet her.

Tid & Sted til Vort Eget Teater

Tilmeldingerne til den kommende teatersæson i Vort Eget Teater væltede som vanligt ind. Og nu er oversigten med de deltagende klasser, grupper og sfo’ers spilletider og steder offentliggjort.

De tilmeldte kan se hvornår og hvor de skal i teateret her

Næstvedbørn er ”teaterbørn”
Vort Eget Teater er det første møde med teaterkulturen I Danmark for børnene I Næstved. Hvert år udvælges otte helt særlige forestillinger der hver især repræsenterer det bedste indenfor dansk børneteater.
Sammen med børnenes lærere og pædagoger står der grin, skrål og eftertænksomhed på menuen. Børnene i Næstved roses gang på gang af de mange teatre der gæster byen, og det skyldes selvfølgelig at børnene, og ikke mindst deres voksne, er vant til at træde ind i teaterrummet. De er deltagende, opmærksomme og springer ud i oplevelsen det er at se teater.

Sæson 2016/17 byder på otte spændende forestillinger, med det bedste dansk børneteater kan tilbyde.

God fornøjelse til alle teaterpublikummer.

c2

Vort Eget Teater er klar med ny sæson

Programmet for VORT EGET TEATER 2016-17 er offentliggjort. Teaterprogrammet rummer store oplevelser for børn i Næstveds dagpleje, daginstitutioner og indskoling.
Deadline for tilmelding den 30. maj.

Læs mere om teaterforestillingerne i programmet her

c2