Archive for Teater

Tid & Sted til Vort Eget Teater

Tilmeldingerne til den kommende teatersæson i Vort Eget Teater væltede som vanligt ind. Og nu er oversigten med de deltagende klasser, grupper og sfo’ers spilletider og steder offentliggjort.

De tilmeldte kan se hvornår og hvor de skal i teateret her

Næstvedbørn er ”teaterbørn”
Vort Eget Teater er det første møde med teaterkulturen I Danmark for børnene I Næstved. Hvert år udvælges otte helt særlige forestillinger der hver især repræsenterer det bedste indenfor dansk børneteater.
Sammen med børnenes lærere og pædagoger står der grin, skrål og eftertænksomhed på menuen. Børnene i Næstved roses gang på gang af de mange teatre der gæster byen, og det skyldes selvfølgelig at børnene, og ikke mindst deres voksne, er vant til at træde ind i teaterrummet. De er deltagende, opmærksomme og springer ud i oplevelsen det er at se teater.

Sæson 2016/17 byder på otte spændende forestillinger, med det bedste dansk børneteater kan tilbyde.

God fornøjelse til alle teaterpublikummer.

c2

Flere forestillinger i Vort Eget Teater

den lille ba¦èd 1 - Kopi
Endnu et program??

I undrer jer måske over at der nu er kommet tilføjelser til programmet for daginstitutionsteater i Næstved Kommune; Vort Eget Teater, for har I ikke lige tilmeldt jer både Mustafas Kiosk og alt muligt andet?
Teaterudvalget kunne i foråret ikke disponere over det sædvanlige beløb grundet budgetforhandlingerne og godkendelse i Kulturudvalget. Men pengene er nu bevilget, og resultatet af en intensiv og kort booking er, at vi nu klar til at præsentere yderligere tre forestillinger i foråret 2015 til grupperne A, B og C.

Allerede i det første program tilføjede vi for første gang forskellige ideer, under de enkelte forestillinger, til hvordan teateret kan bruges i forhold til de pædagogiske læreplaner. Dette har vi ligeledes gjort i dette forårsprogram. Vi mener at det er vigtigt at teateroplevelsen ikke er lukket omkring 45 minutter i teatersalens mørke, men inddrages aktivt i det pædagogiske arbejde i institutionen.

Forestillinger forår 2015
Teaterudvalget tager hvert år til teaterfestivalvalen i april, hvor vi ser en masse forestillinger. I år mere end 30 til sammen. Det er teater fra denne festival vi sammensætter programmet ud fra.
For de forskellige aldersgrupper er valgt følgende:
-Gruppe A: 2 år til 4 år: Teatret KrisKats forestilling Den Lille Båd.
-Gruppe B: 4 år til skolestart: Teater Aspendos’ forestilling Nattergalen skal findes.
-Gruppe C: 0.kl. og 1. kl.: Teater Apollos forestilling God morgen sol.
Det er meget vigtigt at ovenstående aldersopdeling respekteres og du kan læse teaterudvalgets anmeldelse og beskrivelse inde i programmet.

Læs beskrivelser af alle forestillinger i Vort Eget Teater her

 

Børnekulturelt Nyhedsbrev November 2013

  • Teater: Ægget / Det lille Verdensteater
  • Teater: Statsministeren / Baggårdsteatret/Quasi
  • Teater: Min Farmors Spøgelse / Saga Collective
  • Koncert: Cirkus Klezmer

November måned byder på en masse dejligt teater fra Vort Eget Teaters program, samt årets sidste Næssi-Søndagskoncert.

teaternovember13-01

Det lille Verdensteater præsenterer for de mindste: Ægget
Vort Eget Teaters program er i november måned fyldt til randen med gode teateroplevelser. Vi lægger ud med Det lille Verdensteaters forestilling for de mindste; Ægget, der fra d. 4 til og med d. 15. november vil spille i både Børnekulturhuset, i Herlufmagle Hallen, Tappernøje Forsamlingshus og på Fensmark Bibliotek.
Forestillingen handler om begyndelser, forventning og ventetid. Om frø der spirer og vokser op af jorden og om æg der knækker – og overraskelsen over indholdet. Med lune, en lille sjat magi, genkendelige hverdags situationer, dukker, musik og en skuespiller, serverer vi en finurlig, skør, og berigende forestilling

SFO-børnene skal møde Statsministeren
BaggårdTeatret og Quasi Teater indkalder 0.-1. klasserne til en musikalsk og humoristisk demokratiøvelse for landets yngste borgere I et farverigt byg-selv-minisamfund med slot, politi, bager og forstæder. Publikum, skuespillere og musikere leger sig gennem et eventyr om fællesskab og tolerance.
Forestillingen spiller for de tilmeldte sfo’er i Gl. Ridehus i dagene 12. -14. november.

En farverig og sanselig barnefantasi
Hvad er døden egentlig for noget? Hvor er farmor fløjet hen? Og hvornår kommer hun tilbage? Min Farmors Spøgelse er en visuel og sanselig fantasi om døden. Farmor er død og alle hendes ting pakket ned i kasser for hun har flyttet hele sin stue med sig op til Dødsplaneten hvor hun bor nu. Den ligger langt ude i verdensrummet, og vi rejser med pigen og hendes farmors spøgelse derop. En poetisk danseforestilling fuld af mystisk og magi og minder. Forestillingen omhandler på én gang det svære ved at miste én, man holder af, og er samtidig en hyldest til de mange alsidige opfattelser af, hvad der sker efter døden – sammenblandet en farverig sanselig barnefantasi.

Månedens sidste teateroplevelse fra Vort Eget Teater spiller for d. 4.-6. årige i både Børnekulturhuset, i Herlufmagle Hallen, Tappernøje Forsamlingshus og på Fensmark Bibliotek i dagene d. 18. – d. 22 november.

Årets sidste Næss-Søndagskoncert bliver en fest
Vær klar til at blive blæst over ende, når Cirkus Klezmer sparker dørene ind med en fest af en koncert d. 24. november i Musikstalden på Grønnegades kaserne, Kulturcenter.
Festmusikken klezmer er en traditionel jødisk genre, der på en gang er vemodig og munter og svær at sidde stille til. Her forenes de eksotiske og orientalsk klingende melodier fra Balkan og Tyrkiet med den vesteuropæiske musiktradition.

Billetter til Næssi-søndagskoncerterne koster kr. 50 for børn og voksne.
VIP-kort: kr. 250 adgang til sæsonens fem koncerter. Børn med VIP-kort må gratis medbringe én gæst.
Billetter og VIP-kort kan købes og bestilles på Grønnegades Kaserne, Kulturcenters Billetkontor, eller på tlf: 5588 3950, man – fredag: kl. 10– 15(torsdag til kl. 17) og via www.sj-billetten.dk

web-cirkus-klezmer

 

 

Mange gode familieforestillinger til Næstved Teaterfestival

Hvad enten man selv vil i teatret, eller man betror dette til bedsteforældrene, er der stadig rig mulighed for at give børnene store oplevelser.

Billetsalget til årets Teaterfestival er i gang, og det er stadig muligt at sikre sig billetter til forestillingerne festivalen igennem.

Festivalen som løber fra torsdag d. 27. september til og med den søndag d. 30., byder i år på mange forskelligartede scenekunstoplevelser. Her er alt lige fra musik og opera, til klude der forvandles til grise, et møde med Dracula, dans og meget andet.

Hvad enten man vil fange Grev Gris om formiddagen, eller man snupper en sang fra Himmelhøj på vejen hjem, er vi sikre på at også I finder et tidspunkt og en forestilling for jer.

 

Se det komplette program på www.naestvedteaterfestival.dk hvor I også kan reservere billetter.

I kan også ringe til Billetkontoret på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter, på tlf: 5588 3945, hvor I også skal hente og betale for billetterne.

Mange kærlige hilsner fra Arbejdsgruppen for Næstved Teaterfestival.

Billetsalget til Næstved Teaterfestival 2012 er i gang

I år er der flere måder at sikre sig billetter til de mange forestillinger.
 
Årets Næstved Teaterfestival nærmer sig, og billetsalget er allerede i fuld gang. Det er altså nu man skal sikre sig billetterne til årets store teateroplevelser.
 
Billetkontoret på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter, holder åbent alle hverdage fra kl. 10.00 til 15.00(torsdage til 17.00)  og her vil det være muligt at ringe og bestille billetter, samt at møde op og købe dem.

Billetkontoret finder I på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter, i Kommandantbygning(bygning 10A). Billetbestilling på telefon; 5588 3945.
 
Som noget nyt, vil det i år være muligt at bestille festivalens billetter via www.naestvedteaterfestival.dk  , hvor det også er muligt om programmets samtlige forestillinger.
 
Pris pr. billet; 20 kr.
 

Billetter skal afhentes senest 2 timer før forestillingens start.
 
Tyvstart på festivalen
Har man lyst til at opleve teaterverdenen allerede inden festivalens start er der både en scenografiudstilling og tyvstartsforestillinger på Grønnegade Teater.

Udstilling og workshop om scenografi
Kom og oplev en undervandsverden som teaterscenografi, og hjælp scenograf Tanja Bovin med at udfylde de sidste huller i udstillingen med jeres egne kreative ideer.

Tanja Bovin har som scenograf og kostume-designer arbejdet på en lang række teaterproduktioner. Hun vil fra mandag den 10. september udstille sin forunderlige undervandsverden, og give et indblik i arbejdet med at udvikle de første spæde ideer og få dem til at udvikle sig, tage form og blive til realiteter i scenisk sammenhæng.
 
Lørdag den 29. september kl.10.30 -13.30 vil Tanja Bovin åbne sin scenografiworkshop midt i udstillingen. Her vil materialer som stof, papir, farver, rester og dimser sættes sammen og gradvist tage form og får liv, og til sidst bliver det en del af det univers, som man i fællesskab kreerer.
 
Mød scenografiudstillingen i x-rummet på Næstved Hovedbibliotek, fra d. 10. september til og med d. 29. september.
 
Udstillingen og workshop er en del af Næstved Teaterfestival, som løber af stablen d. 27.-30. september. På festivalen er det muligt at se Chlodnagade nr. 33, som er en af de mange forestillinger som Tanja Bovin har været scenograf på. Læs mere om festivalen og dens forestillinger på www.naestvedteaterfestival.dk  .
 
Tyvstartsforestilling på Grønnegade Teater
‘Vi ses i morgen’ af Realproduktionspiller på Grønnegade Teater mandag – onsdag i uge 39. Se mere om forestillingen på www.realproduktion.dk.

Kontakt Realproduktion på telefon 2892 8587 for booking.

Store teater oplevelser på vej til Næstved (teaterfestival)

6. september 2011 No Comments » Nyheder, Teater

teaterfestival 2011Så er Næstved Teaterfestival 2011 tilbage på scenen igen. Fra den 22. september til den 25. september, vil det være muligt for børn, unge og deres forældre at opleve et bredt udvalg af dansk professionelt teater, når det er allerbedst. Samtidig byder teaterfestivalen på spændende workshops og foredrag.

På de fire dage vil det være muligt at opleve ikke færre end 36 forestillinger og workshops, derudover får Teaterfestivalen besøg af forfatter, fysiker og musiker Peter Bastian, som vil fortælle, om mesterlæren i kunsten og kreativiteten og hvad skal vi, der formidler kunst til børn og unge være særligt opmærksomme på i denne sammenhæng. Et spændende foredrag for alle der arbejder med børn og unge.

Festivalen er fyldt med fantastiske teateroplevelser i mange forskellige udtryksformer. Der er mulighed for at opleve teater med Cantabile 2, hvor man ligger i en seng i en hytte, børnene får fortalt eventyr, og imens udspiller der sig et spektakulært sæt af lyde, som foregår udenfor hytten. Hvornår har du sidst ligget i en seng i en teatersal for at opleve en forestilling? Så er det nu du skal tage chancen for en unik oplevelse!

Vi har også kendte og lokale teatre med bl.a. spiller Teater Aspendos Emil fra Lønneberg med træmand nr. 100 en forestilling der taler til rigtig mange børn, med stor succes.

For den der kan lide aktion er der mulighed for at deltage i workshoppen STAGEFIGHT hvor man kan lære at slås for sjov. Det er blot 3 eksempler på hvad der venter på festivalen. Læs hele programmet på hjemmesiden, der vil helt sikkert være noget for enhver smag.

Rammen for Teaterfestivalen er Grønnegades Kaserne, Kulturcenter i hjertet af Næstved. Kulturcenteret skaber omdrejningspunktet for festivalstemningen, og giver de perfekte professionelle rammer for både publikum og teatergrupper.

Se hele programmet eller en mindre folder

Læs mere om teaterfestivalen og dens program på www.naestvedteaterfestival.dk

Vi glæder os meget til fire fantastiske teaterdage!

Billetter til festivalen kan bestilles og købes fra onsdag den 14. september kl. 10.00.  Billetter kan bestilles på telefon 55 88 39 45 eller købes på kontoret på Grønnegades, Kaserne Kulturcenter.

Kontoret har åbent mandag – fredag fra 10.00 til 15.00, og torsdag til 17.00

Fra den 22. september og under festivalen kan man købe og afhente bestilte billetter i foyeren på Grønnegade Teater.

Billetterne koster kun 10 kr. stykket. Man kan max købe 6 stk. Institutioner skoler etc. kan dog købe gruppebilletter til de enkelte forestillinger.

Festivalen er et samarbejde mellem Næstved Kommune som hovedsponsor, Grønnegades Teater, Teater Aspendos og Næstved Cityforening.

Læs alt om Næstved Teaterfestival 2011

Programlægningen for Næstved Teaterfestival 2011 kører på højtryk i sommervarmen!

teaterfestival 2011Alle brikker skal falde på plads før alle drager af på sommerferie! Her på siden kan du få et lille smugkig på hvad der kan opleves, der vil løbende blive lagt nye ting på – men alle detaljer er først tilgængelige efter sommerferien!
Ud over et stort formidlereseminar med en meget spændende oplægsholder, kan institutioner, familier og alle andre få glæde af en lang række forestillinger, workshops og udstillinger !

På programmet forventer vi at man bl.a. kan finde disse teatre:

  • Teater Hund
  • Cantabile 2
  • Fair Play
  • Asterions Hus
  • Madam Bach
  • Teatret Aspendos
  • Grønnegade Teater
  • Det fortællende Teater
  • Teatret Beagle
  • Maskineriet
  • Teater Viva
  • NoCanDo
  • Teater Bloom
  • Olsens Teater

Læs mere på www.naestvedteaterfestival.dk

Børne Kultur Festivalen springer ud i maj

logoFra den 23. maj inviterer Næstved Kommune børn og voksne til den 12. Børne Kultur Festival i træk. Denne gang med temaet ”Det eventyrlige”. Ugen igennem kan kreativiteten opleves og afprøves i festivalens mange spændende kulturtilbud som er for, med og af børn.

Mandag skydes Børne Kultur Festivalen i gang med en stor åbningsfest på Grønnegades Kaserne. Festen byder på sang og dans fra henholdsvis Rønnebæk skole og Næstved Avantgarde. Derudover kommer Næssi og spiller op sammen med Ulla Abdullas Cocobongoband. Denne gang holder vores nye borgmester Carsten Rasmussen tale og sender balloner af sted.

Dette bliver startskuddet til en uge fyldt med gode oplevelser for børn og voksne. Igen i år giver programmet et væld af muligheder såsom fortryllende fortællinger, forunderlig kunst og farverig musik.

Du kender måske ikke Trolderose og Trommelise, men det kommer du til når Stine Michel opfører stykket om Trolderose og Trommelise der finder hinanden selvom at deres rytmer, lyde og dans er fra to forskellige verdener. Dette eventyrlige teater tager børnene med ind i en verden af dans og musik, og kan opleves i Gammel Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.

Hvis man har mod på at udforske sine evner indenfor kunsten, vil der ugen igennem blive skabt et fælles kunstværk, også kaldet en mobile. Sine og Till hjælper alle kunstnerne med at skabe den store mobile i Musikstalden. Og hvis man bliver bidt af en gal mobile kan man også lave en til sig selv.

I Børnekulturhuset har Den Eventyrlige Workshop til huse. Sammen med kunstneren Bibi får børnene lov til at klippe skønne prinsesser og tapre riddere. Med mange spændende materialer til rådighed kan ikke engang fantasien sætte grænser.

Hele ugen er der aktivitet. Det eventyrlige slot, Næstved Hovedbibliotek, besøges af ædle riddere og skønne prinsesser, på Grønnegades Kasernes loft fortælles der historie for dem der tør og Tjørnehusets 60 Bukke Bruse er løs. Dette er blot eksempler på de mange tilbud.

Vi glæder os til at få gang i Børne Kultur Festivalen, så alle der har lyst er velkomne til den store åbningsfest.

Oplev Næssi næste gang :

Næssi Børnehavekoncerter April 2011  13. og 14. april kl. 09.30 og 10.45 på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter.

Mærk Næstved Danser d. 29. april kl. 10.00 på Axeltorvet. Næssi danser Zumba for børn.

Åbning af Børnekulturfestival 2011 Mandag d. 23. maj. Kl. 10.00 Næssi optræder sammen med Ulla Abdullas Coco Bongoband.

Børnekulturfestival 2011 ” Det eventyrlige ”

Fejres i uge 21 fra d. 23. maj til og med lørdag d. 28. maj

Programmet udsendes til daginstitutioner og skoler sidst i marts, først i april.

Skolekoncerter i samarbejde med Levende Musik i Skolen

Der er godt gang i skolekoncerterne  på Næstved Kommunes folkeskoler, som er et samarbejde mellem Levende Musik i skolen og Næstved Kommune. Når sæsonen for 2010/2011 har 5954 elever fået en koncertoplevelse med professionelle musikere og der er blevet afviklet 49 koncerter fordelt på indskoling, mellemtrin og overbygning.

Vi er allerede godt i gang med at planlægge næste sæson. Er man interesseret i at vide mere om Levende musik i skolen kan man gå ind på deres hjemmeside www.lms.dk

Aktive feriedage

Danseballade i uge 26, denne gang med  to hold, se efter i dagspressen på de blå sider, her informeres når program og tilmelding er klar.

Næstved Teaterfestival holder pause i 2010

15. august 2010 No Comments » Teater

Næstved Teaterfestival holder pause i 2010, men vender stærkt tilbage i 2011.

Baggrunden for denne beslutning skyldes et meget højt aktivitetsniveau i foråret 2010 i forbindelse med Næstved Byjubilæum, Børnekulturfestival og skulpturprojektet Næssi Parade 2010. Samtidig har der været en hvis usikkerhed omkring festivalens økonomiske fundament i forbindelse med kommunens aktuelle økonomiske situation, men denne usikkerhed er nu ryddet af vejen og vi ser frem mod 2011.

Arbejdsgruppen har længe næret et ønske om at udvikle og opkvalificere Næstved Teaterfestival, det får vi nu tid til og vi glæder os til at vende tilbage i en ny udgave under temaet Næstved Ny Teaterfestival, hvor vi vil inddrage langt flere udtryk inden for teater performance. Men alt skal ikke ændres for en hver pris og allerede nu kan vi sige at afviklingen for Næstved Ny teaterfestival forsat vil ligge den 4. weekend i september og som altid vil festivalen blive afholdt på Grønnegades Kaserne, Kulturcenter.

Selvom der ikke bliver Teaterfestival i år, er der stadig meget teater i Næstved, vi kan således henvise til Daginstitutionernes Teaterforening, Næstved Teaterforening og vores egnsteater, Grønnegade Teater.

På gensyn til Næstved Ny teaterfestival i 2011.

På vegne af arbejdsgruppen
Torben Nielsen, Teaterformidler Grønnegades kaserne, Kulturcenter
Lis Olsen, Børnekulturkonsulent Næstved Kommune.