Børnebiffen – 6 små film om venskab

3. marts 2026

Hjertelig velkommen i Børnebiffen – stedet hvor børn kan få gode, sjove og tankevækkende filmoplevelser. Børnebiffens filmpakker består af kortfilm, der er særligt udvalgt til målgruppen af Det Danske Filminstitut.

Denne gang vises 6 små film om venskab.

Bemærk at slik, chips, sodavand mv. er ikke tilladt i salen.

Læs her om de 6 små film om venskab

Lili får besøg: Lili får besøg. Og ikke af hvem som helst, af sin allerbedste veninde, Molly. At forventningens glæde kan være større end selve samværet er så en anden ting, to viljer af jern og et begrænset udvalg af legetøj er bare heftigt konfliktstof. Men så er der jo forventningens glæde indtil næste gang.

Hvem? – Hvis ven?: Det er ikke altid lige nemt at finde ud af, hvordan man skal lege sammen. Det oplever Bamse, da hun møder en ny Blå Kat, som hun aldrig har set før. Bamse synes, at Blå Kat er fin og blød. Blå Kat spørger, om hun må lege med Bamse, Kanin og de andre venner. Det må Blå Kat gerne. Men Bamse vil bestemme, hvad Blå Kat skal lege med. Så gider Blå Kat og de andre ikke at lege med Bamse. Hvordan skal de blive venner igen?

Alma flytter på landet: Min gode gamle ven: Kan Alma overbevise sin gamle ven fra byen om, at det er fedt at bo på landet? Alma og hendes familie flytter fra deres dejlige lejlighed i byen og ud i et hus på landet. Alma synes, det er svært at sige farvel til alt det kendte og goddag til alt det ukendte: Ny seng, ny børnehave og nye venner. Men heldigvis bliver alt ikke ved med at være nyt!

Uro: Det kan være svært at skabe kontakt, når man er bundet op på faste roller. Men hvis man insisterer, kan det lykkes – selvom det skaber en masse uro.

Lillefinger – Min bedste ven: Lillefinger har travlt med noget og slet ikke tid til at ses med sin bedste ven. Det kan Myren ikke forstå, og bliver både ked af det og sur, lige indtil han finder ud af, hvad det er Lillefinger har så travlt med.

Krokodille: En krokodille gør klar til at hygge sig i sofaen og se tv. Men da den skal til at spise sine saltstænger, får den problemer. Armene er for korte til at nå munden. Den prøver på alle mulige måder, men det lykkes ikke. Ved siden af sidder en anden krokodille, der synes, det er lige så svært. Måske kan de hjælpe hinanden.

Andre tilbud